Turbo på fremgang i NTM
Det overordnede formål med projektet er at forbedre økonomien for den enkelte kvægbruger. Mere specifikt vil vi sikre, at alle led i de nordiske avlsplaner for malkekvæg er optimerede, og at nordiske malkekøer har det højest mulige avlsmæssige niveau. Projektet udføres som et samarbejde mellem VFL, Kvæg og VikingGenetics for at sikre en effekt af projektet i praksis.
Indholdet i den del af projektet, der ansøges i Mælkeafgiftsfonden, er fastlæggelse af den optimale avlsplan for danske malkekvægspopulationer gennem resultater fra flere nye danske undersøgelser. Der skal også udpeges kritiske kontrolpunkter i avlsplanen med stor økonomisk betydning for den avlsmæssige fremgang og for slægtskabet mellem tyrene.
I den del af projektet, som finansieres af VikingGenetics, skal den optimale avlsplan sammenlignes med den avlsplan som hhv. planlægges og udføres af VikingGenetics. Eventuelle ”svage punkter” i avlsarbejdets udførelse skal identificeres vha. relevante nøgletal baseret på kritiske kontrolpunkter i avlsplanen. Nøgletallene vil blive genberegnet kvartalsvis, således at der sker en fortsat optimering af avlsarbejdet efter projektets afslutning.
Når projektet er afsluttet i december 2016, vil vi og vores samarbejdspartnere have leveret:
- Beskrivelser af 1) den optimale avlsplan, 2) den planlagte avlsplan og 3) den realiserede avlsplan
- Et sæt af nøgletalsudskrifter som dækker alle led i de nordiske avlsplaner for malkekvæg
- Identifikation af de største afvigelser mellem avlsplan 1 og 2 og mellem avlsplan 2 og 3
- Beregninger af økonomiske konsekvenser af disse afvigelser
- Identifikation af indsatsområder